Nyheder



Dommerpanelets 10 Beauty-tendenser. | 22. feb 2010 kl. 23:16

2010 – BEAUTY TRENDS



DBAs dommerpanel taler ikke kun om produkter, når de mødes to pick a winner. Faktisk bruger dommerne en masse energi på også at diskutere de tendenser, der er at spore i de tilsendte produkter. Og det er fordi et moderne skønhedsbegreb er meget mere end blot den duft, du puster på huden eller den creme, du smører på kroppen. Skønhedsprodukter siger også noget, om den verden vi lever i og hvilke strømninger og temaer, vi beskæftiger os med.



What's next: DBAs skønhedstendenser



• Hands on


Ansigtsbehandlingen til hænderne mangler stadig – derfor vil vi se et håndfast DIY-boom – altså gør-det-selv løsninger til hænderne med håndmasker, hånd-srubs, og handskebløde cremer. For hvad der er godt for ansigtet, er lige så godt for kroppen og hænderne er blandt de største sladrehanke, når det gælder det liv, vi lever.



• Sexet økologi


I 2010 vil økologi og natur tage endnu et spring. Grøn skønhed vil kræse om det lækre, det finurlige, det sexede og frem for alt det tjekkede. Og så vil traditionelle skønhedsproducenter byde endnu mere ind med naturlige, økologiske og klimavenlige valgmuligheder, ligesom begreber som grøn kemi og green cosmeceuticals vinder frem i takt med, at det grønne er blevet masstige.



• Looking good for less

BIG er bedst i en tid, hvor vi holder pengepungen tættere til kroppen, og samtidig gerne vil spare på samfundets ressourcer. Store størrelser hitter derfor netop nu – dog ikke for enhver pris. Værdi og kvalitet skal følge med. Vi går efter et mindre antal produkter, der varer længere – og gerne med flere funktioner.



• Ren salvelse

Vi søger den ultimative smøre. Den, som gerne både må balsamere sjælen og samtidig på multitaskende vis hele læber, blødgøre tørre albuer og samle flyvske hårspidser.



• Close to home


Det lokale haler ind på det globale, når der er ekstra tryghed og tilgængelighed forbundet med at være tæt på – noget, danske skønhedsbrands vil nyde godt af.



• Sansetrip

Skønhedsprodukter satser på at pirre flere og flere sanser – som at påvirke vores indre humørbarometer, men også tilfredsstille behov for eksempelvis funktionalitet med facetter som indbygget lys, spejl og roll-ons med udglatningseffekt.



• Protection


Al form for beskyttelse vil appellere til os i endnu højere grad i 2010 – også på skønhedsfronten, hvor vi skyr alt fra solens stråler og ekstreme vejrforhold til bakterier. Samtidig vil vi gå langt for at booste immunforsvaret og værne os mod den varmpåvirkning, der kan bringe hårlokker på kollisionsskurs.



• Crossing over

Hudpleje bliver makeup. Makeup bliver hudpleje. Blandt de stærkeste fænomener ses stadig complexion perfection, hvor vi vil se hud, der med hjælp fra foundations for alvor kræver scenen tilbage – men i mere end den traditionelle forstand. Nu lånes der effekt og beskyttelse fra hudplejehylderne.



• På vippen


Paryk til øjenvipperne, mascaraer, der giver kunstige vipper konkurrence, og vippeforlængende serummer. Barbie bliver aldrig alene om de lange øjenvipper, for vi jagter dem fortsat i 2010 – med nye midler.



• Drama darlings

Vi holder måske nok igen på flere fronter – bare ikke i duftafdelingen. Det er især designerne, der tager det tunge skyts frem og kæmper om vores gunst med værdig hjælp fra supermodeller, blærede flakoner og masser af trumf på store dufte, der opfordrer til at fyre den af.



Tilbage til nyhedsoversigt